Syddansk Erhvervsskole i Vejle har vokseværk. Derfor skal undervisningsfaciliteterne for erhvervsuddannelserne indenfor IT, EL og Automation nu udvides med ca. 5.700 m2 nybyggeri.

Projektet omfatter færdigprojektering og udførelse af undervisningslokaler, praktiklokaler og studieområder for skolens elever opbygget om et stort, samlende mødested på alle tre etageplaner - stueplan, 1. salsplan og 2. salsplan - ved bygningens hovedtrappe. Øverst på 2. sal er der en attraktiv tagterrasse. Projektet omfatter også et tilhørende belægningsareal, som sikrer adgang til bygningen fra eksisterende veje og stier. 

Skolens nye bygning opføres i arkitektur, der passer ind i det eksisterende byggeri med enkle og robuste facader i rå og ærlige materialer. Indvendigt er der lagt vægt på at skabe et pædagogisk univers med åbne og overskuelige sammenhænge, stor transparens og god visuel kontakt. Indre glasvægge mellem undervisningslokalerne, studiezonerne og gang- og opholdszonerne sikrer, at der både er udkig mellem zonerne og videre ud til naturen udenfor bygningen mange steder.

Fakta

Entreprisetype : Totalentreprise

Bygherre: Syddansk Erhvervsskole

Lokalitet: Vejle

Omfang: 5.720 m2           

Tidsforløb: 12 måneder.

Stadie: Igangværende

Bygherrerådgiver: Niras A/S

Visualisering: CASA Arkitekter A/S